Fritids, junior- og ungdomsklubberne Indre by & Christianshavn Dans & Krop

Dans og krop

Dans og krop - Streetdance, yoga, mindfullness.... 

Fritidscenteret har fokus på mange af de aktiviteter der vedrører kroppen og sindet. I teenageårene ændrer kroppen, udseendet og hjernen struktur med raske skridt foranlediget af den hormonelle aktivitet. Så netop et pædagogisk fokus på krop og sind, kan give teens effektive redskaber til med større sikkerhed at navigere gennem disse turbulente år,og hjælpe dem med at udvikle sunde vaner og strategier, som vil følge dem resten af livet

Projekt: Kend din krop - Yoga/ Mindfulness

Projektet, ”Krop og køn”, tilstræber at give medlemmerne værktøjer til, i fællesskab, at finde ro i forandringerne i krop og sind, og at skabe et forum for medlemmerne, hvor der frit kan tales om det, der rør sig i et spirende voksensind.  Yoga lærer teens at få en god og sund fornemmelse for, og kontakt til deres krop, og at lære at elske den, som den er, samtidig med at yogaen udfordrer kroppen til at strække sig til sit fulde potentiale. Yoga hjælper også med at balancere energiniveauet i kroppen, idet det skaber mere energi til dem, der har brug for det, og hjælper med at balancere hyperaktivitet. Teens er også i færd med at udforske deres relation og plads i verden i forhold til, hvem de selv er. Da yoga åbner døren til selvudforskning og iboende potentialer, giver det teens en mulighed for at udforske deres krop og sind, og for at deale med selvudslettende adfærd og overbevisninger. Det inviterer de unge til at udvikle en sund kontakt med krop og sind, og styrker fornemmelsen af deres egne grænser, og dem selv som individ.